Da konkursen kom på banen hos Lyngby Boldklub

Den 9. februar 2018 er en dato, de færreste med tilknytning til Lyngby Boldklub kommer til at glemme. Det var dagen, hvor alles blikke var rettet mod en fodboldklub, der balancerede mellem konkurs og overlevelse. Dette er historien om, hvordan tre lokale satte alt ind for at redde deres hjerteklub.

Et sent opkald

Onsdag den 7. februar 2018 modtog Mads Byder et opkald sent om aftenen. Opkaldet var fra en tydeligt nedslået Birger Jørgensen, der meddelte, at han var ved at ”smide geværet”, som han formulerede det.

Mads havde aldrig hørt udtrykket før, men var ikke i tvivl om, hvad han mente. Han kendte hverken Birger eller situationen særligt indgående, men han var øjeblikkeligt klar til at tage kampen op.

En kamp, der havde stået på i flere måneder. En kamp, der havde involveret interessenter fra England, Grækenland og sågar Rusland. En kamp, hvor man ikke vidste, om man ville vinde. Det eneste, Mads vidste, var, at det var en kamp for at redde sin barndomsklub fra konkurs.

Et utænkeligt scenarie

Den 17. januar 2018 meddelte Lyngby Boldklubs ejer, Hellerup Finans, i en pressemeddelelse, at selskabet gik i rekonstruktion.

Det betød, at Lyngby Boldklub ville gå konkurs, hvis ikke en ny ejer kunne tage over for det kriseramte selskab, der havde haft røde tal på bundlinjen gennem længere tid.

En konkurs var et scenarie helt utænkelig for Lyngby Boldklub, som året forinden havde vundet bronzemedaljer i Superligaen og i efteråret 2017 spillet med om kvalifikation til den næstbedste europæiske klubturnering, UEFA Europa League.

Ikke desto mindre var det nu det mest realistiske scenarie, da ledelsen i Lyngby Boldklub den 30. januar 2018 sendte en mail ud til spillertruppen med beskeden om, at de ikke ville få udbetalt løn for januar måned, da pengekassen simpelthen var tom.

Klubben var hermed efterladt med tre dage, som var givet på forhånd, til at fremskaffe kapital til spillernes løn - ellers ville de være frie til at søge nye græsgange.

En håbløs situation

Bag kulisserne havde det mangeårige Lyngby Boldklub-koryfæ Birger Jørgensen tilbudt sin hjælp med at finde nye ejere til klubben.

Birger blev meldt ind i Lyngby Boldklub som 11-årig, hvor han spillede ungdomsfodbold og senere seniorfodbold i en lokal klub nær Lyngby. I 1998 blev han ansat som Lyngby Boldklubs talentchef, indtil klubben gik konkurs tre år senere i 2001.

Birger tog her turen med klubben fra Superligaen ned til Danmarksserien, hvor han sammen med klubbens vaskemand var den eneste lønansat.

Med en række frivillige kræfter i ryggen fik man spillet sig op i 2. division i første huk og senere i Superligaen i 2007, 2000 dage efter konkursen havde ramt i 2001.

Birger vidste derfor udmærket godt, hvad der lå og ventede med en potentiel konkurs og satte derfor alt ind for, at det ikke skulle ske igen.

Han tog som den første fat i sin barndomskammerat Tommy Petersen, som havde været med til at redde Brøndby IF fra konkurs i 2013.

De to voksede op sammen, og i deres yngre dage havde de i fællesskab forfulgt drømmen om at komme på førsteholdet i Lyngby Boldklub. Tommy måtte dog sande, at han ikke havde talentet til at slå igennem på banen.

I stedet forfulgte han en erhvervskarriere, der blandt andet ledte til en direktørstilling i en alder af 26 år og senere til etableringen af Skandinaviens største nattelivskoncern.

Tommy gik sidenhen ind i investeringsbranchen og vidste derfor om nogen, hvad der er en god forretning, tænkte Birger, der løbende havde holdt ham opdateret på udviklingen med Hellerup Finans og Lyngby Boldklub.

For Tommy stod det dog hurtigt klart, at situationen var håbløs. Lyngby Boldklub kunne ikke sælges som en investeringsmulighed, da det var et fallitbo, man i så fald skulle investere i.

Derfor meddelte Tommy tidligt i processen, at han simpelthen ikke kunne stå inde for at præsentere projektet for mulige investorer. I så fald skulle der en helt anden tilgang til, der ikke handlede om at tjene penge på en fodboldklub, men at redde en fodboldklub.

Det eneste håb, der reelt set var tilbage, var at forfølge et lokalt spor, der ikke kunne sælges for penge, men for følelser.

Birger og Tommy skriblede derfor navnene på nogle potentielt interesserede personer ned på et stykke papir, og her florerede navnet Mads Byder.

Det lokale spor

Mads Byder voksede op i Brede, en forstad til Lyngby.

I sin barndom vekslede han penge tjent på græsslåning i sine forældres have til engangsbilletter til Lyngby Stadion.

Op igennem 1990’erne, hvor klubben nød sin storhedstid med et Danmarksmesterskab samt en triumf ved landspokalturneringen, var Mads med i opstarten af Lyngby-fangruppen ”Blue Army” og støttede sit hold i tykt og tyndt, både på eget og fremmed græs. Senere blev han sponsor for klubben med sit eget kommunikationsfirma, indtil Hellerup Finans kom til som ejer.

Mads var derfor mere end villig til at træde til endnu en gang over for den klub, der havde givet ham så meget den anden vej.

Dagen efter det sene opkald fra Birger Jørgensen sendte Mads straks en række enslydende SMS’er ud til sit netværk af lokale erhvervsdrivende med ordlyden:

Hej xxx. Jeg er i gang med Lyngby i et nyt setup. 10 stærke folk med ”lille indskud” (500-900k) så kører den til sommer. Flere store klubber i kulissen men de kan ikke nå det hele uden de får 60-80 dage. Vi mødes kl 18ish i dag tror jeg :)Mads.

Det skulle ikke forstås som et tilbud, men mere som en mulighed, hvor man skulle investere med hjertet, og ikke med hovedet, tænkte Mads, da han trykkede send.

Kratholmstalen

Med mindre end tolv timer til deadline for lønoverførsel til spillertruppen havde Mads Byder, Birger Jørgensen og Tommy Petersen samlet en række mulige investorer og interessenter til et møde hos Tommy på Kratholmsvej i Virum, en lille forstad til Lyngby.

Samlet rundt om Tommys spisebord sad en række mennesker og kiggede på hinandens fremmede ansigter.

Stemningen var spændt, håbløsheden hang tungt, men dagsordenen var sat: red Lyngby Boldklub.

Der var ingen papirer på, hvor meget klubben skyldte væk, ej heller nogen budgetter at kigge igennem. Det eneste, der lå på bordet, var småkager, kaffe og et sidste skud i bøssen.

Birger rejste sig som den første og begyndte at formulere et håb:

»Jeg har været med i det her game i mange år, og nu skal I høre: én ting er det der førstehold og kampen mod Brøndby på søndag - det handler om meget mere end det! Det handler om, at vi siden 2001 har bygget et ungdomsakademi op, hvor der er en kæmpestor produktivitet af unge talenter. Hvis Lyngby går konkurs, er det ikke kun førsteholdet, men også hele ungdomsarbejdet, der går konkurs.«

Med en tåre i øjenkrogen fik Birger leveret fortællingen om Lyngby Boldklub i en nøddeskal.

En fortælling, der rakte langt ud over det fodboldmæssige. En fortælling, som i høj grad handlede om den lokale sammenhængskraft. En fortælling, som Lyngby Boldklub har været garant for i 98 år.

Hvis klubben ikke skulle sendes tyve år tilbage i tiden, så måtte de lokale træde til og give igen, var budskabet fra Birger.

Med få bevingede ord forvandlede Kratholmstalen håbløshed til håb.

En redning af Lyngby Boldklub var næsten i hus.

Hertil og ikke længere

Fredag den 9. februar kørte Birger fra morgenstunden ud til Tommy for at samle trådene op fra gårsdagens møde.

Skæringsdatoen var kommet, og tiden var knap. Så knap, at det første Tommy gjorde, da han stod op, var at ringe til Spillerforeningen for at skubbe deadline fra klokken 10 til klokken 15.

Hertil og ikke længere, lød beskeden, og mens Tommy og Birger arbejdede på højtryk for at skrabe pengene sammen, der kunne sikre løn og overlevelse i tide, kørte TV 2 News på fuldt blus i baggrunden med gule breaking-bjælker live fra Lyngby Stadion:

Lyngby Boldklub er reddet fra konkurs, erfarer TV 2 Sport.

Intet kunne være længere fra sandheden. Realiteten var snarere den, at pengene langt fra var sikret endnu.

Kaos og forvirring hærgede den morgen, da man forsøgte at skabe overblik over, hvor mange, der egentligt ville poste penge i redningsplanen.

Mange af de interesserede navne viste sig nemlig at gå igen i finoptællingen, mens andre helt havde trukket sig i sidste øjeblik. Nogle befandt sig sågar på skiramper og vinterferie.

En gruppe på 12 stod derimod tilbage - mange fra aftenen forinden - og beslutningen om at føre redningen ud i livet hvilede nu tungt på Birger og Tommys skuldre. De vidste nemlig ikke, om pengene ville kunne strække sig på lang sigt.

Det eneste, de reelt set vidste, var, at hvis de gik videre med redningen, så ville et langt og opslidende oprydningsarbejde for alvor vente på dem. De måtte følge deres hjerte.

I den ellevte time - et kvarter før deadline klokken 15 - blev spillernes løn endelig indbetalt. Pengene til redningen var fundet.  

Friends of Lyngby

Birger og Tommy satte straks kurs mod Lyngby Stadion, hvor verdenspressen og spillertruppen ventede.

Nu kunne de endelig drage et lettelsens suk og meddele, at gruppen på de 12 havde købt Hellerup Finans’ aktier og var hermed nye ejere af Lyngby Boldklub.

Friends of Lyngby, som gruppen kaldte sig, var født med Tommy som bestyrelsesformand, Birger som direktør og Mads Byder som talsmand for Lyngby Boldklub.  

Et hak i tuden

Dagen efter den historiske redning af Lyngby Boldklub havde Mads Byder ondt i maven.

Et møde om lørdagen afslørede nemlig for alvor, hvilken økonomisk rodebutik, Friends of Lyngby havde overtaget.

De millioner, den nye ejerkreds havde skrabet sammen, viste sig kun at kunne række til et par uger.

Hellerup Finans havde efterladt sig mudrede budgetter og et hav af pantsættelser, der ville tage mange flere millioner at komme helt til bunds i.

Da forårssæsonen om søndagen skulle skydes i gang mod Brøndby IF på Lyngby Stadion, blev Friends of Lyngby mødt af klapsalver på VIP-tribunen.

Men hyldesten var bittersød for Mads, der egentlig var ligeglad med, om Lyngby vandt eller tabte mod Brøndby. Det eneste, han kunne tænke på, var, hvordan pokker de kunne skaffe flere penge til klubben.

Han frygtede, at alt det hårde arbejde havde været forgæves.

Men Friends of Lyngby voksede støt i størrelse og økonomisk formåen i løbet af foråret, som ultimativt sikrede klubbens overlevelse månederne efter redningen.

I dag tæller ejerkredsen 28 medlemmer, som består af alt fra tidligere Lyngby-spillere henover nuværende landsholdsspillere til lokale erhvervsdrivende med én ting tilfælles: en ubændig kærlighed til Lyngby Boldklub.

Mange af medlemmerne har endnu ikke mødt hinanden, da der ikke er plads til at huse dem alle i klubbens beskedne klubhus. Det til trods ser Tommy Petersen Friends of Lyngby som noget helt unikt i en fodboldverden, der i høj grad domineres af ejerkonstellationer bestående af enkelte rigmænd.

Friends of Lyngby adskiller sig ved at supplere hinanden med baggrunde inden for jura, økonomi, pressehåndtering, strategi og fodbold, som alt sammen bliver leveret på ulønnet basis, fortæller han.

Skyggesiden af redningen blev dog den sportslige deroute, som så klubben tabe 12 ud af deres 19 kampe i forårssæsonen.

Trods den økonomiske overlevelse var spillertruppen ikke i stand til at følge trop på banen. Nedrykning blev en realitet ved sæsonens afslutning.

For Mads var det et hak i tuden, for han havde altid betragtet Lyngby Boldklub som en superligaklub.

Fodbold i 100 år

Tilværelsen i 1. division viste sig også at blive hård. De sportslige resultater fortsatte med at halte, hvilket bragte klubben i spil til endnu en nedrykning - denne gang til 2. division.

Cheftræneren blev som konsekvens fyret, og i november 2018 kunne klubben præsentere et underskud på 35 millioner som følge af det oprydningsarbejde, Hellerup Finans havde efterladt sig.

Men stik imod alle odds spillede Lyngby Boldklub sig tilbage i Superligaen efter blot et enkelt år i 1. division i kraft af en forårssæson, hvor klubben for alvor fik mobiliseret byen til kamp for et større projekt. Til kamp for Lyngby Boldklub og de værdier, institutionen repræsenterer.  

Om tre år er Lyngby Boldklub i økonomisk balance igen. Det har Friends of Lyngby udarbejdet en treårsplan for at sikre.

Klubben skal reducere omkostningerne og øge indtægterne. Hele byen skal være med. Spillertruppen skal forynges og akademiet forstærkes.

»Det er aldrig en dans på roser at drive en professionel fodboldklub,« pointerer Birger Jørgensen fra klubbens klubhus, hvor jeg møder ham i foråret 2019.

»Det er et krydsfelt mellem at vinde hver weekend og at gøre det så billigt som muligt,« fortsætter han og tager tilløb til skud mod sit vigtigste mål:

»Men når værdien er at lykkes for Lyngby Boldklub, kan klubben fortsætte med at spille fodbold de næste 100 år.«

Epilog

Denne historie er blevet til på baggrund af samtaler og interviews med Birger Jørgensen, Tommy Petersen og Mads Byder i løbet af foråret 2019 samt grundig researcharbejde, der har suppleret og bakket diverse kildeudsagn op.

This is a Shorthand story for reviewPublished stories don't show this section.

GIVE FEEDBACK TO THE STORY OWNER

This feature is not available in landscape. Please rotate your device.

GIVE FEEDBACK TO THE STORY OWNER

More than 4 characters is required
Name must contain only letters, hyphens, apostrophes, full-stops and spaces
Wait, that does not look like a valid email address!
Your feedback was sent to the story owner.
There is been an issue with submitting your feedback.

TEST ON ANOTHER DEVICE

This feature is not available in landscape. Please rotate your device.

TEST ON ANOTHER DEVICE